Tuesday, May 9

Peters brev, der senere blev til mit brev, og som altid, endte med at være om Andreas...

Peters brev, der senere blev til mig brev, men som altid, endte med at være Andreas' brev

Jeg skriver dette, uden at vide om du nogensinde modtager det, og i så fald, hvornår.
Forestil dig at du skal gennemføre en kompleks labyrint med bind for øjnene - det er nær umuligt! Forestil dig så at du så labyrinten ovenfra - og pludselig giver det hele mening.
Det er lidt sådan jeg har det nu, d. 9 maj 2006, på mit værelse i Farum. Jeg ser år mit liv 2005-2006 ovenfra. Jeg analyserer meget, det ved du godt. Jeg analyserer hele tiden. For første gang, mener jeg, at jeg er nået frem til samtlige grunde til hvorfor jeg har truffet alle de valg jeg har truffet. Og stadig, finder jeg mig selv siddende med den samme lave selvtillid og det samme ekstreme savn til 'what once was'. Så hvad kan jeg bruge analyserne til?

Måske, er det mindste jeg kan gøre, at bringe mine konklusioner videre. Som hvis en mand fandt en kur for kræft, og ikke ville vidrebringe den fordi "han ikke havde lyst". Min første, og mere generelle konklusion er, at jeg græder for meget. Der var en gang hvor jeg slet ikke græd, og nu, er mine tårer stamkunder på min pude. Jeg græder tit, og over mange forskellige ting. Mest over mig selv, for jeg er selv destruktiv. Dette er en helt anden konklusion.

Meget, græder jeg over dig. Ikke savnet af dig. Jeg græder over de ting vi gjorde, de ting jeg gjorde, de ting jeg ikke gjorde & burde, de ting jeg derefter gjorde og de ting jeg aldrig skulle have gjort. Hvis ikke det var for mine valg, havde min hverdag været meget anderledes og jeg ville ikke behøve en lang række af bamser på min seng, som jeg kan kramme i søvn imens jeg græder.

Kan du huske at jeg engang sagde at jeg aldrig fortrød?

Ja, det er så blevet forkert. Omkring denne tid sidste år, havde jeg bind for øjnene, og prøvede at finde vej gennem en gigantisk labyrint. Nu ser jeg det hele oppefra, og let som det er, kan jeg se hvad jeg skulle have gjort.

Èt, at nyde livet. Jeg burde ikke have taget ansvaret for dine og Andreas' følelser.
Havde jeg ikke gjort det, var vi to aldrig blevet uvenner til at starte med. To, at lære at undskylde. Jeg plejer at være godt klar over når jeg begår fejl. Den gang kunne jeg ikke se mig ud af labyrinten, ingen af mine valg virkede som fejl. En undskyldning ville have betydet meget. Tre, at følge min intuation. Jeg vidste fra starten at vi to aldrig burde komme sammen, men jeg mente det var en god gerning at give dig en chance (eller 47) og dermed har vi allerede én fejl på min liste over mine valg. Den måned var ikke disse tårer værd. Om du kan give mig ret eller ej, ved jeg ikke, men i vores tos tilfælde, vejer et venskab højere end kæreste-forhold. Fire, at se på Andreas som den han var, og ikke for den jeg ønskede han var. I dag, når jeg læser min dagbog, kan jeg se hvor langt oppe på piedestalen jeg placerede ham, og hvor langt nede i kælderen, han har følt sig. Oveni, burde jeg også have taget forbehold for løgne - små, hvide & store. De var der. Jeg var bare for naïv.

På trods af gode gamle ordsprog om ikke at forsøge at ændre fortiden, tror jeg alligevel det hjælper. Mit forsøg på at vidrebringe mine konklusioner, vedkomne dig og jeg; undskyld for min reaktion på dine forsøg på at få mig tilbage, efter jeg slog op. Undskyld for alt negativt jeg har fortalt andre om dig (sandt eller ej, det var en åndssvag ting). Undskyld for at jeg ikke stoppede, da jeg burde. Undskyld at jeg forstyrrer dit perfekte ungkals-liv med dårlige minder og ligegyldige optræk i følelser. Undskyld for at jeg har været ved at ødelægge noget mellem dig og Andreas (du bestemmer selv for hvilken gang jeg undskylder). Undskyld.

Jeg føler at du kun var min ven, fordi du ville have sex. Jeg føler at Andreas kun var en ven, fordi han ville have en anden kærlighed, end den jeg kunne give ham. Idet vi to sluttede efter vi havde haft sex, og Andreas og jeg sluttede efter han fandt Ida igen. Jeg tror ikke helt du kan forstå præcis hvordan de følelser føles. Tror ikke de negative elementer kan findes i hovedet på mænd. Udnyttelse. Kun en positiv ting, ikke sandt?
Nej. Ikke for mig, ikke længere. Muligvis den gang, men I dag smerter det
usandsynligt meget. Jeg var jeres ven, fordi jeg elskede jer. Vi var et fællesskab, vi var venner, vi var alt det jeg altid havde ønsket mig. Og det kom helt naturligt for os. Jeg følte mig respekteret og for første gang i meget lang tid, følte jeg mig rigtig selvsikker. Forestil dig hvordan det har føltes idet jeg har indset det ovenstående. Fra det konkluderer jeg; jeg har aldrig haft en RIGTIG ven, som i RIGTIG RIGTIG ven. Jeg har ikke været respekteret, men udnyttet. Jeg har ikke været elsket, men blot eftertragtet. Jeg var ikke en ven, jeg var... Hvad?

Og så går det op for mig: Den eneste grund til at den tid i farum 10ende føltes som den bedste tid i hele mit liv, er, at jeg rent faktisk troede på at i var mine venner, fordi i elskede mig og ikke af nogen andre grunde. Og så føler jeg mig meget, meget ked af det. Og derfra bliver det vel til mit problem udelukkende, og dette brev til Peter, bliver et brev til mig, og dermed ligegyldigt.

Nu står jeg endda i endnu en labyrint, med bindene for øjnene- igen. Jeg har lært få ting af sidste år. Jeg har lært at sætte pris på det jeg har- Derfor er jeg sammen med Christian i dag, og har lært at elske betingelsesløst og med hele mit hjerte. Jeg har lært at det er værst at fortryde noget man har gjort, end det er at fortryde noget man ikke har. Jeg har lært at drenge VIRKELIG tænker med pikken.

Det bringer mig videre til Andreas. Jeg mener, hvor vover du? At bringe mig i sådan en situation, hvor jeg er på randen til at miste det eneste jeg har tilbage. Jeg er i forvejen blevet holdt for nar for dig i over et år.

Du var min bedste ven engang, imens jeg stadig troede på dig. Du er stadig det mest
følsomme emne der er for mig at snakke om. Hvis jeg skal stave dit navn, når jeg ikke forbi "e" før jeg er grædefærdig. Ingen, og jeg understreger, ingen har nogensinde betydet så meget for mig, som du har, og det er en kæmpe mundfuld at miste (sluge?). Jeg har altid forsøgt at være den bedste ven i verden for dig, altid prøvet at være der for dig, være ærlig, hjælpe dig - jeg har endda valgt dig frem for Peter, dengang der var en konflikt. Jeg har fået sådan cirka lort i hovedet.
"Jeg var kun en fantastisk ven, fordi jeg var forelsket i dig. Nu har jeg ida, så nu kan jeg kun være en god ven."
Det sagde du engang, og Gud, hvor har jeg taget det til mig. Jeg forstår at du aldrig har set på mig som en bedste ven, og måske ikke engang en ven, men hvordan blev den følelse til en umenneskelig én?

Før episoden med Peter, fortalte du mig, når jeg spurgte, at Peter var ligeglad med mig. Han var ikke sur, han var faktisk så ligeglad, at jeg ligeså godt kunne dø og han ville ikke ænse det et sekund. Så stod jeg pludselig i en labyrint uden bind for øjnene, men anede stadig ikke hvilken vej jeg skulle gå. Jeg valgte så at ubevidst, at forsøge at 'vinde' Peter tilbage - jeg ville bare have at han havde følelser for mig igen. Ikke romantiske følelser, nej, men venne-følelser. Dér troede jeg nemlig stadig at jeg engang havde betydet noget engang.
Jeg troede at kyssede jeg lidt med ham, ville vi blive venner igen. Dumt, ikke? Jo, men prøv du så at løse puzzlespillet hvor halvdelen af brikkerne mangler, og motivet er en græsplæne. En ting ledte til en anden, og dér ødelagde jeg kæmpe dele af mit liv - igen. Først bagefter fortalte Peter mig at han rent faktisk hele tiden han brudt sig om mig, og gerne ville være venner. Det havde sådan set intet med dig af gøre, ikke før, du tog sagen i din egen hånd. Det må have været dér jeg indså at du også må have følt dig fanget i en labyrint. Du har jo været venner med Christian og Peter. Og endelig var der en mulighed for at udelukke mig - da jeg jo hele tiden havde været en 'last minute resort'.

Og nu beder Christian mig om at snakke med dig. Om hvad? Han forstår jo ingenting af det. Jeg har ingen grund til at sende dig dette brev, velvidende hvad du har gjort og hvad du har haft af intentioner. Sender jeg dig dette brev, vil det udelukkende være for min egen skyld, for at få øje på en del af menneske i dig, eller for den sags skyld - ANDRE!

Jeg er træt af at græde. Jeg indser nu, at dette brev burde have været til Peter, da jeg kun skylder ham en undskyldning, og det er for de ting jeg gjorde i fortiden. Men alligevel kom til det at handle om dig. Det gør det jo altid, ikke sandt?

Sofie
___

Too long to translate. I just mailed this letter to Andreas. Let the menace begin.

Comments on "Peters brev, der senere blev til mit brev, og som altid, endte med at være om Andreas..."

 

Anonymous Spooky Cookie said ... (15:56) : 

... =/ :P

 

post a comment